Livsstilsefterskolen i smukke ø omgivelser

Fra landejendom til efterskole

Oprindeligt var ejendommen som i dag huser Livsstilsefterskolen Hjarnø en gård, hvor der boede en landmandsfamilie. De ældste bygninger er fra 1927.

I 1972 blev gården solgt og ombygget til kursuscenter, og i 1974 besøgte de første kursister ejendommen. Det fortsatte som kursuscenter i mange år og i 1997 køber Kempler Instituttet ejendommen. Kempler instituttet afholder frem til 2008 kurser i familieterapi. Den verdenskendte, amerikanske familieterapeut Walter Kempler besøger gennem årene Hjarnø og kursuscentret flere gange som oplægsholder.

I 2008 sælger Kempler instituttet kursuscentret til Horisont Fonden, der ønsker at oprette en efterskole der i høj grad retter sig mod unge med tyrkisk baggrund. I knap 10 år har efterskolen på Hjarnø derfor senest været forbeholdt drenge og har haft navnet Phønix Efterskole.

BGI akademiet overtager skolen

I 2018 købte lederne af BGI akademiet Helle og Troels efterskolen efter at den desværre måtte lukke ned efter 8 år som aktiv efterskole. Formålet med købet af efterskolen på Hjarnø har fra starten været, at give elever et andet tilbud, end hvad BGI akademiet tilbyder nu. Nemlig et efterskoletilbud med mulighed for en varig livsstilsændring, der har grund i et stærkt fællesskab på en lille efterskole.

Derfor fik efterskoleafdelingen på Hjarnø, som står klar til at tage imod det første hold efterskoleelever i sommeren 2020, navnet Livsstilsefterskolen Hjarnø.

Klar til det første elevhold

Livsstilsefterskolen Hjarnø har gennemgået en større renovering og modernisering siden efteråret 2018. De oprindelige bygninger står endnu, men bruges til et andet formål. I dag finder du f.eks. træningscenter i den gamle svinestald, den fælles spisesal i den gamle kostald og naturfagslokale i den gamle lade. 

Charmen fra den gamle landejendom, som er bibeholdt, kombineret med Hjarnøs smukke natur og øens stemning gør efterskolen til et sted man slet ikke har lyst til at tage fra igen. Kom gerne forbi og se om du ikke er enig med os!

Hjarnø

Ø-livet på Hjarnø er forbundet med ro, nærvær og den smukkeste natur. Her kan du fiske, sejle, bade, gå ture, gå på naturvandringer og finde spiselige planter, køre øen rundt med den lokale Hjarnø-traktor og høre de lokale fortælle alle de gode historier fra øens historie. Det er blot nogle af de ting øen kan byde på.  

Et efterskoleophold på Hjarnø kan derfor tilbyde dig en masse nye, spændende og måske udfordrende naturoplevelser og aktiviteter, samtidig med at du får roen til at kunne fordybe dig i det boglige, din personlige udvikling og din livsstilsændring.

Vores DNA - ”Vi gør det sgu”

Det ligger i BGI akademiets DNA og dermed også Livsstilsefterskolen Hjarnøs DNA, at vi er udviklingsorienterede. Vi forsøger hele tiden at tage bestik af, hvad der rører sig blandt vores elever, således at vi til hver en tid vil kunne matche de unges interesser og behov.

Efterskolens slogan er ”vi gør det sgu”, og med det vil gerne signalere til vores elever, at meget er muligt, og at det er godt ind i mellem at gå på ”usikker grund”. Det er en af de måder, man kan blive klogere på sig selv på. Sundhedsmæssigt, bogligt og socialt. Sgu skal i denne sammenhæng ikke ses som et bandeord, men i stedet som det, det kommer af, nemlig "Gud hjælpe mig". I denne sammenhæng bruger vi det for at lægge tryk på at "Vi gør det".

 

Camps, aktiviteter og besøgsdage

Se alle

Vil du vide mere?

Kontakt os

tlf.: 60988040 eller mail: line.hansen@bgi.dk

Vi benytter cookies

OK