Sundhed og fællesskab i et fagligt efterskoleperspektiv

Velkommen til dig, som gerne vil vide mere om, hvordan vi møder de unge og arbejder med sundhed, trivsel og fælleskab i et fagligt perspektiv.

Du er måske blandt vores (mulige) samarbejdspartnere, måske arbejder du et sted, hvor du møder de unge mennesker, som kunne have glæde af et efterskoleår på Hjarnø eller også er du måske bare nysgerrig.

Uanset hvad kan du læse mere om, hvordan vi møder vores elever, hvad sundhed er for os, og hvordan vi arbejder med det i løbet af efterskoleåret. 

En ny start for unge, der ønsker en livsstilsændring

Livsstilsefterskolen Hjarnø tilbyder en ny start for unge, der ønsker en livsstilsændring. Efterskolen har plads til i alt 72 elever i 8., 9. og 10. klasse og tilbyder et trygt og stærkt fællesskab, hvor hver enkelt elev kan arbejde med sin personlige livsstilsændring. Hver enkelt elev sætter således sit personlige mål for året.

Nye vaner og venner for livet

Livsstilsefterskolen Hjarnø er en almen efterskole. Skolen er en af de eneste efterskoler i Danmark, der arbejder målrettet med sundhed, trivsel og livsstilsændringer for unge, hvor der tages udgangspunkt i hver enkelt elevs mål for året. Vores elever kommer fra hele Danmark og med hver deres mål for året. Fælles for alle elever er imidlertid ønsket om et fantastisk efterskoleår og en livsstilsændring for sig selv, for livet. Eleverne kommer f.eks. med et ønske om at ændre deres livsstil eller fastholde en ændret livsstil med fokus på bevægelse, sundhed og personlig udvikling. For eksempel på grund af:

  • Inaktivitet
  • Vægt
  • Manglende tro på sig selv – fagligt, fysisk

eller noget helt 4. Vi møder hver enkelt elev, hvor han eller hun er.

IMG_1292.jpeg

Individuelt forløb

En livsstilsændring er individuel. Vi tager udgangspunkt i og hensyn til den enkelte unges behov og motivation i fællesskabets ramme og tryghed. Den personlige udvikling sker i tæt fællesskab med de øvrige elever og skolens personale, der består af både efterskoleekspertise, samt pædagogisk og sundhedsprofessionelt personale.

Sammen tilbyder vi et stærkt og anerkendende fællesskab med plads til alle og udvikling for den enkelte – både fagligt, personligt og mentalt. Vi tror på, at de unge kan nå deres mål og skabe en positiv ændring for sig selv med styrket selvværd, nye vaner og venner for livet - hvis de vil, og er villige til at arbejde for det, sammen med os.

Sådan møder vi vores elever

Vi bestræber os på at være proaktive, og vi brænder for det, vi laver. Vi ser muligheder frem for begrænsninger, og vi møder hinanden og andre positivt, åbent og tillidsfuldt. 

På Livsstilsefterskolen Hjarnø ønsker vi tværfaglighed og helhed. Vi arbejder sammen om, at eleverne får det bedste efterskoleår. Med vi, mener vi lærere, pædagogisk personale, sundhedsfagligt personale, køkkenpersonale, servicepersonale og administrativt personale. Tæt samarbejde er en nødvendighed for, at vi sammen med eleven kan sikre et helhedsorienteret efterskoleår med eleven i centrum, samtidig med, at vi arbejder for det stærke, anerkendende og trygge fællesskab.

Vi stræber efter, at alle elever udfordres tilpas med henblik på, at de udvikler sig og styrker deres selvværd. En del af det arbejde ligger i, at vi giver dem trygge rammer og omgivelser, hvor de kan udfordre sig selv.

På Livsstilsefterskolen er der stor rummelighed og plads til forskellighed. Vi vil som undervisere, voksne og som rollemodeller for de unge, signalere at vi er ærlige, troværdige, forstående og menneskelige. Vi arbejder ud, fra at eleverne skal opleve, at vi vil dem, har tid og overskud i situationen, så de føler sig set og hørt, samt mødt, der hvor de er.

skaermbillede-2019-07-29-kl-135959 (1).png

Et dobbelt KRAM er dobbelt så godt

Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret tilgang til sundhed med Peter Thybos ” Det dobbelte KRAM” som fundament for det brede sundhedsbegreb. Vores fokus ligger på sundhed frem for på vægt, og vi arbejder målrettet på at skabe livsstilsændringer gennem varieret og velsmagende mad, stærke relationer, fokuseret faglighed, nye udfordringer og forskellige former for bevægelse. Flere af vores elever begynder deres efterskoleår med et ønske om styrket selvværd og selvtillid. Vi arbejder derfor også målrettet med disse aspekter af sundhedsbegrebet gennem relationsarbejdet, sundheds- og trivsels-samtaler, undervisning og fællesskabet på skolen. 

Vi har desuden valgt at supplere det dobbelte KRAM med det dobbelte S, for søvn, og for styrke (mentalt, socialt, fagligt og fysisk). 

Tilgang til vægt, sundhed og trivsel

På Livsstilsefterskolen Hjarnø skruer vi ned for fokus på vægten, og op for fokus på hvordan de unge har det. Vi holder status- og sundheds-samtaler med eleverne ved opstart, midtvejs og ved afslutning på deres efterskoleår.

Sundheds-samtalerne indeholder spørgsmål omkring mental sundhed og velbefindende, gangtest, styrketest, vejning samt måling af talje, fedtprocent og højde. Til samtalerne sætter eleverne egne mål og delmål for året. Eleverne coaches og vejledes, og vi taler os sammen frem til en handleplan og til, hvad den enkelte elev har brug for støtte til, for at nå sine mål. Mellem sundhedssamtalerne er det individuelt, om der er opfølgningssamtaler, coaching, kostvejledning, og/eller træningsvejledning. Det afhænger af den enkelte elevs ønsker, mål og hvad der giver mening.

På samme måde foregår vejning. Har eleven et ønske om at blive vejet, målt eller testet oftere end til de 3 sundhedssamtaler ved start, midte og afslutning, går vi i dialog omkring det. Eleverne har mulighed for en vejning hver 3. uge, hvis det er deres eget ønske.

Vores generelle tilgang er dog at have mindre fokus på tallet på vægten og mere fokus på, hvordan eleverne har det, da vi ønsker et fokus, der fremmer et balanceret, fleksibelt spisemønster krydret med sjov bevægelse og respekt for, at vi alle ser forskellige ud.

Vores tilgang bygger på antagelsen om, at sundhedstilstand og trivsel ikke alene afhænger af tallet på vægten, men en kombination af mange forskellige ting. Derfor vægter vi den mentale tilstand mindst lige så højt og sætter stærkt ind på at finde vedvarende sundheds- og livsstilsvaner, der giver glæde og tilfredshed for den enkelte – uafhængig af tallet på vægten.

Undervisning

De boglige fag bliver prioriteret højt, og vi tager udgangspunkt i de samme værdier, som er gældende for hele Livsstilsefterskolen; at vi møder hinanden åbent, tillidsfuldt og med respekt for hinanden. Fællesskabet i klasserummet, og især trygheden, er vigtig i undervisningen, så alle får en god oplevelse med undervisning og udvikler sig i de boglige fag. Vi tilbyder Folkeskolens afgangsprøve i 9. og 10. klasse. I 8. klasse prøver eleverne at gå til terminsprøve og årsprøver. Det gør de for at øve sig i at fremlægge og gå til prøve. 8. klasserne har en obligatorisk prøve i madkundskab.

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elev, og vi tager flere forskellige læringsformer i brug. Vi rykker undervisningen ud i det fri, på gåtur, til stranden, til haven og hvad vi ellers finder på. Vi kombinerer også de kreative fag med de boglige fag. 

Skolens ansatte

Skolens ansatte består af både efterskoleekspertise, sundhedsfagligt og pædagogisk personale. Deres faglige uddannelsesbaggrund tæller blandt andet pædagog, diætist, prof. bachelor i ernæring og sundhed, kandidat i idræt og psykologi, naturvejleder og efterskolekompetencer. Det er desuden muligt at benytte sig af BGI akademiets fysioterapeuter på Gramvej.

_JAC6107.jpg

Forældresamarbejde og overgang til livet "derhjemme" efter endt ophold

Forældre/nærmeste pårørende forventes at være en del af den unges efterskoleophold, så der skabes fælles rammer og muligheder for at fastholde den ændrede livsstil både i de weekender, hvor den unge er hjemme, men også efter endt efterskoleophold. 

I løbet af skoleåret, og særligt sidst på året, har vi fokus på tiden efter efterskole - sundhedsmæssigt, uddannelsesmæssigt og socialt. Her hjælper skolen, hvis der er brug for at bygge bro til idrætstilbud, sociale tilbud eller andet i hjemkommunen. I uge 42 inviterer vi til en opfølgningsdag. Vi inviterer desuden til den årlige Julemærkemarch med efterskolen som startsted.

Det er muligt at tage to år på Livsstilsefterskolen Hjarnø. Det er også muligt at tage første år på Livsstilsefterskolen Hjarnø og næste år på BGI akademiet. 

Tilskud og økonomisk støtte til et efterskoleår

Der er flere muligheder for at få støtte til et efterskoleår på Livsstilsefterskolen Hjarnø. Alle elever er som udgangspunkt berettiget til statsstøtte. Desuden kan der søges om økonomisk støtte på op til 20.000 kr. til et efterskoleår gennem Støtteforeningen for Livsstilsefterskolen Hjarnø. Derudover findes der yderligere en række muligheder. Du kan læse om dem her

Du kan høre mere om mulighederne for at søge støtte til et efterskoleår på Livsstilsefterskolen Hjarnø ved at kontakte vores administration på BGI akademiet på tlf.: 75681022 eller mail: info@bgi.dk.

Hvad koster et år på Livsstilsefterskolen Hjarnø?

Samarbejder med fagprofessionelle og sagsbehandlere – bl.a. kommunale

Vi samarbejder med fagprofessionelle, sagsbehandlere og sundhedsplejersker i flere af landets kommuner. Du er altid velkommen til at besøge os og høre mere om skolen, vores tilgang til sundhed, livsstil, undervisning, udvikling og uddannelse.

Besøgsdage og rundvisning

Det er muligt at komme på besøg på skolen, få rundvisning og stille spørgsmål. Vi har en række fastlagte besøgsdage hen over året, men det er også muligt at kontakte os, hvis I har særlige ønsker og behov i forhold til rundvisning og spørgsmål. 

Pjecer og materialer

Ønsker du at få tilsendt vores trykte pjecer og plakater for Livsstilsefterskolen Hjarnø med henblik på et efterskoleår? Som fagprofessionel kan du få tilsendt vores tallerkenmodel og kostråd. Kontakt os på info@bgi.dk for at høre mere.

Elever ved stranden Hjarnø.jpeg

En del af BGI akademiet

Livsstilsefterskolen Hjarnø er stiftet i 2019, som en afdeling og såkaldt 7. fællesskabsgruppe under BGI akademiet. Skolen står derfor med en stærk efterskolefaglig baggrund. Livsstilsefterskolen Hjarnø har fra begyndelsen været at give unge et andet efterskoletilbud, end hvad BGI akademiet tilbyder. Nemlig et efterskoletilbud for de, der ikke nødvendigvis har fundet glæden ved bevægelse, og de der ønsker en varig livsstilsændring med grund i et stærkt fællesskab på en lille efterskole. Også derfor fik efterskoleafdelingen på Hjarnø navnet "Livsstilsefterskolen Hjarnø".

Livsstilsefterskolen Hjarnø er bygget på et solidt fundament af inspirerende og udfordrende rammer, som fokuserer på det boglige, på sundhed og på livsstil - med udgangspunkt i den enkelte elev og dennes personlige udvikling inden for alle førnævnte. 

Vi gør det sgu - Sammen om sund livsstil

Vores slogan er ”Vi gør det sgu”. Med det vil vi gerne signalere, at meget er muligt i fællesskabet med andre. Gode relationer og fælles oplevelser udvikler og udfordrer, styrker og (ud)danner. I fællesskabet og i de udfordringer, vi møder, bliver vi klogere på os selv, på talenter og styrker og i hvor vigtigt det også er at turde fejle og turde ville noget.

Janteloven er det eneste, vi ikke har plads til, for her skal vi alle kunne slå ud med armene og være stolte af den udvikling, og de valg vi tager.

Forude venter alle oplevelserne – og selvfølgelig; nye vaner og venner for livet.

FAQ om Livsstilsefterskolen Hjarnø

Hvem kan ansøge om et år på Livsstilsefterskolen Hjarnø?

Livsstilsefterskolen Hjarnø er en almen efterskole for unge, som ønsker at kombinere et eller to efterskoleår med en livsstilsændring. De unge kan vælge at gå i enten 8., 9. eller 10. klasse.

Hvad er skolens linje?

Livsstilsefterskolen har særligt fokus på sundhed og livsstil. Her bliver du ikke kun til noget, men også til nogen. Hver elev begynder således sit efterskoleår med et personligt mål for året.

Skolen tager udgangspunkt i hver enkelt elev og dennes mål. På baggrund heraf fokuserer vi på den enkelte elevs styrker, og det han eller hun er god til. Vi udfordrer hver enkelt tilpas og skubber til grænser med det formål, at hver enkelt overvinder sig selv og får succesoplevelser - socialt, fysisk, fagligt og personligt.

Målet er at give hver enkelt elev de bedste betingelser og den nødvendige støtte i deres livsændring, samtidig med at de tilegner sig ny viden, nye kompetencer, venskaber, selvværd, målrettethed, sunde vaner og en masse gode minder. Kort sagt; mod til på egen hånd at gå efter nye mål og drømme med en 8., 9. eller 10. klasses faglighed og eksamen solidt i ryggen.

Er der andre efterskoler som os?

Vi er en af de eneste efterskoler, hvor sundhed og livsstil er omdrejningspunktet for hele efterskolen.

Hvordan er personalesammensætningen?

Vores elever er vidt forskellige og har hver deres mål for efterskoleåret. Også derfor er vores personalegruppe tværfagligt sammensat. Vi har en professionel tilgang til efterskole- og sundhedsarbejdet, og vores personale er fagligt uddannet indenfor hvert deres felt. Blandt personalet er bl.a. lærere, pædagoger, kandidater i idræt, naturvejleder, klinisk diætist samt ekspertise inden for ernæring og sundhed, idræt og psykologi. Du kan læse mere om vores personale her

Har I elever fra hele landet?

Ja, vi har elever fra hele landet, og også elever fra Grønland. 

Vi samarbejder med de øvrige efterskoler på Juelsminde-halvøen og DK Bus om ”Efterskolebussen”, som gør det nemt for vores elever at komme hjem på weekend, uanset om de bor i Nordjylland, Sønderjylland, på Fyn eller på Sjælland.

Tager I imod Grønlandske elever?

Vi tager imod Grønlandske elever og samarbejder med familien og Det Grønlandske Hus i Danmark om at give de grønlandske elever en god oplevelse med at være på efterskole i Danmark.

Er der potentielle elever, som I afviser?

Livsstilsefterskolen Hjarnø er en almen efterskole. Undervisningen er derfor tilrettelagt efter det. Vi har ikke mulighed for at tilbyde specialundervisning, så hvis det vurderes fra PPR, at en elev har brug for specialundervisning, ser vi os nødsaget til ikke at optage eleven.

Er der vejning på Livsstilsefterskolen?

Livsstilsefterskolen har fokus på sundhed -fysisk og mentalt - frem for på vægt. Flere af vores elever har et mål om vægttab og ønsker at blive vejet. Det imødekommer vi, hvis det er elevens ønske. En vejning står dog ikke alene. Den vil altid være en del af en dialog om sundhed, vægt og hvordan eleven har det.

Er der krav til fysisk form?

Nej – man kommer som man er :-)

Er der nul-sukker-politik?

Vi har ikke en nul-sukker-politik. Vi ønsker, at de unge får et sundt og fornuftigt forhold til mad, og at sundhed bliver en del af deres nye vaner. Et sundt liv handler om balance. Vi følger de officielle anbefalinger. Eleverne er med i køkkenet året rundt. De deltager i madlavningen, og vi udfordrer deres madmod.

Hvordan sikrer I en god overgang til livet "derhjemme" efter endt ophold?

I løbet af skoleåret, og særligt sidst på året, har vi fokus på tiden efter efterskole - sundhedsmæssigt, uddannelsesmæssigt og socialt. Her hjælper skolen, hvis der er brug for at bygge bro til idrætstilbud, sociale tilbud eller andet i hjemkommunen.

I hvilket omfang inddrages familie/forældre?

Forældre inviteres med til opstartssamtalen for eleven inden skolestart. I løbet af året inviteres forældrene desuden til forældredage, hvor de forventes at deltage aktivt i dagen, der typisk vil indeholde bevægelse, oplæg og dialogmøder. I slutningen af skoleåret afholdes en afsluttende samtale med elev og forældre, såfremt der er behov for at følge op eller lægge en fælles handleplan fremadrettet.

Hvordan er jeres kost- og måltidspolitik?

Kostpolitikken er under udarbejdelse. Følg med på siden her

Er alle måltider obligatoriske?

Alle elever skal deltage i måltiderne til morgen, middag, eftermiddag og aften, mens forfriskningen om formiddagen og aftenen er valgfrit.

Faglige udfordringer – hvordan kan vi hjælpe?

Livsstilsefterskolen Hjarnø er en almen efterskole. Vi forventer derfor, at vores elever kan deltage i et alment efterskoletilbud med differentieret undervisning . Skolen tilbyder niveaudelt undervisning i flere fag, og tilrettelægger som udgangspunkt undervisningen ud fra hver elevs læringsmål. Er der tale om faglige udfordringer, har vi forskellige muligheder for at støtte eleven i den boglige undervisning i dansk og matematik. Kontakt os gerne og hør nærmere. Læs mere om vores undervisning her

Hvordan bor man?

Eleverne bor enten i et af vores 2 elevhuse eller på vores elevgang i en af hovedbygningerne. Eleverne bor 2 eller 3 sammen. Der bor både piger og drenge i husene og på gangen. Læs mere om livet på Livsstilsefterskolen Hjarnø, her

Må man tage hjem i weekenderne? Og hvor mange weekender?

Vi har enkelte obligatoriske weekender, hvor eleverne skal være på skolen, ligesom vi også har enkelte weekender, hvor eleverne skal hjem på weekend. I de øvrige weekender bestemmer eleverne selv. Vi ser naturligvis gerne at eleverne er på skolen og er sammen med deres efterskolekammerater i weekenderne.

Hvad koster det? Og kan eleven få økonomisk støtte?

Du kan læse mere om mulighederne for støtte, tilskud og prisen for et efterskoleår på Livsstilsefterskolen Hjarnø, her.

En del af BGI akademiet – hvordan?

BGI akademiet har hovedadresse i Bjerre, Hornsyld, og er inddelt i 7 fællesskabsgrupper, som er mindre enheder af skolen. Livsstilsefterskolen Hjarnø udgør den 7. fællesskabsgruppe og adskiller sig fra de øvrige grupper ved at være beliggende på egen matrikel på Hjarnø. 

Eleverne fra Livsstilsefterskolen Hjarnø er på BGI akademiet i Bjerre en gang om ugen, hvor vi bruger idrætshaller, skolekøkken og deltager i foredrag, koncerter mm. Derudover holder vi weekend i Bjerre en gang imellem.

Er der flere ledige pladser?

Kontakt os for at høre, om der stadig er ledige pladser.

Hvordan arbejder I med trivsel og sociale relationer?

Livsstilsefterskolen Hjarnø arbejder med trivsel og relationer gennem konceptet “Me&We”, der er udviklet i samarbejde mellem Mary Fonden, Just Human, Efterskoleforeningen og Tuborgfondet. Formålet med Me&We er at styrke unges sociale kompetencer, sociale relationer og sociale fællesskaber for at give dem et værn mod mistrivsel. 

Skolen har desuden en mobbepolitik, der revideres og tilpasses hvert år i samarbejde med den nye elev-årgang.

Det siger elever om deres efterskoleår

Camps, aktiviteter og besøgsdage

Se alle

Nyheder

Vil du vide mere?

Kontakt os

Line Hansen, tlf. 60988040 eller mail: line.hansen@bgi.dk

Vi benytter cookies

OK